Sylvester bliver tromlet af en klassekammerat og kan ikke få ham til at stoppe med at være voldsom henne i skolen. 

Sylvester fortæller efter skole 2 dage i træk, at klassekammeraten Malte (opdigtet navn) er voldsom og ikke stopper, når han siger stop. Jeg oplevede selv drengen vælte Sylvester igen og igen til fodbold i løerdags - hvor det måske lignede leg, men faktisk var mere brydning og kamp og jeg kunne se, at der kun var en der legede.

Jeg greb med vilje ikke ind i lørdags, fordi jeg ville undersøge om Sylvester selv kunne sige fra og hvordan han hånterede denne situation, hvor en dreng fældede ham 5 gange og tog hans pandebånd. Jeg håbede ligeledes på, at Sylvester derfra ville få nok og blive tvunget til at sige fra og dermed bruge muligheden for at træne sit NEJ og sætte grænser. 

Det kom aldrig. 

Sylvester gjorde lidt modstand, men accepterede at blive lagt ned de fleste gange og først til sidst brugte han sine kræfter og forsøgte at kæmpe i mod. Situationen viste mig, at Sylvester er en rummelig, tålmodig og blød dreng, der finder sig i lidt for meget (efter min smag) og jeg måtte konstatere, at han lige der, ikke var god til at sige tydeligt stop og han mulighvis er en af de drenge, der skjuler smerte og evt. nederlag lidt for godt. 

Desværre kan man sige, for det gør det svært at opfange det stille kropslige nej for både den dreng, der er voldsom og os forældre og lærere, der gerne vil støtte ham. 

Løsningen:

1. Jeg er ikke tilhænger af at fjerne problemet for mine børn. Problemer giver mulighed for barnet at finde løsninger når det støttes af voksne og få succes med det. Der er mulighed for personlig udvikling, øget selvindsigt, empati og selvtillid. 

2. Derfor fik Sylvester og jeg en snak til aftensmaden om, hvad han kan gøre i situationen og jeg coachede ham til at finde løsningen selv. Jeg viste ham derudover vejen og fortalte at han gerne måtte råbe højt STOP og hvis han fortsatte gerne måtte skubbe ham hårdt væk i brystet og derefter hente en voksen. 

3. Jeg foreslog også, at han kan sige det direkte til ham - at han ikke gider lege vildt hele tiden. 

4. Jeg fortalte ham at jeg vil hjælpe ham og jeg taler med Maltes mor i aften. 

5. Samtalen med Maltes mor gik rigtig godt. Fuld forståelse fra hende om, at leg ikke skal blive for voldsom og at hendes dreng nok nogle gange gik over stregen. Han havde altid vild slåsleg i børnehaven og med sin egen lillebror - så har blot det med i skolen nu. Vi blev dog enige om, at løsningen var, at hun fortæller Malte, at Sylvester ikke er vant til at lege lige så vildt som ham og at han skulle være særligt god til at lytte efter Sylvesters Nej i morgen. (Igen - jeg ønskede ikke hun bad dem om ikke at lege vildt - da det fratager Sylvester og Malte muligheden for at kommunikere grænser, udvikle empati mv.

6. Vi aftalte endvidere, at vi ville sætte en legeaftale op, da drengene begge udtrykte, at de godt kunne lide hinanden. 

7. Sidste snak med Sylvester. Han var nu gået i seng og var ved at være klar til at sove. Jeg gik hen til ham ved senge kanten, tog hans hånd og sagde, at jeg havde haft en god snak med Maltes mor og at hun ville tage en snak med ham om, at I skal blive bedre til at stoppe, før det bliver for vildt. Jeg understregede, at jeg altid vil hjælpe ham med det, der er svært og at det var super flot, at han havde bedt om hjælp. At det er modige drenge, der gør det. :) Sylvester tænkte et stykke tid, kunne jeg se, så kom der et lille smil, hvorefter han vendte sig om på siden.

8. Kommunikation med skolen - jeg skrev efterfølgende et kort resume til Sylvesters dansklærer. Det er nogle gange de inputs fra forældre, der kan bidrage til, at lærerne kan sikre fællesskabet og trygheden, at de får at vide hvad der sker, så snart børnene er alene. 

9. Den store AHA fik jeg efter samtalen - jeg tænkte, at det egentlig bør vendes om. Det skal ikke være en rettighed, at børn uden varsel må løbe hen og fælde et andet barn for sjov, selvom hensigten er leg, venskab og sjov. Det er at gå over det andet menneskes grænse - både fysisk og følelsesmæssigt og jeg kom til den konklusion, at børn der vil lege vildt - i virkeligheden sagtens kan lave den aftale i deres klasser, at de skal spørge hinanden om lov først - spørge - Skal vi slås? Er du klar på brydning, eller hvad det kunne være, man kalder legen. Her kan eleven få muligheden for at sige Nej tak eller Ja tak. Og her sikrer man både tryghed, respekt for hinanden og man viser børnene, at man faktisk er helle, indtil man har sagt ja til noget andet. 

Når børn oplever ting i skolen, der gør dem utrygge eller kede af det, er det alt afgørende for deres skoleglæde og personlige udvikling, at vi forældre hjælper dem med at finde løsningen på problemet. Vi skal ikke fjerne barnet fra problemet, ej heller løse problemet for dem, men bør så vidt muligt støtte dem, vejlede dem, udfolde nye handlemuligheder og vise vejen til, hvordan de selv kan komme igennem de svære ting i skoledagen og gerne med hjælp fra de voksne. 

Jeg ønsker alle børn og forældre en god skolestart og god start med samarbejdet - både i hjemmet - med de andre forældre og med skolen. 

KH Henrik